Reclaim din krop

Reclaim din krop

– fotokampagne om krop, intimitet og repræsentation

"Jeg kan faktisk ikke huske at have set en fotoserie, hvor man får lov at kigge på mennesker med handicap på den her måde – hvor I så generøst stiller jeres kroppe frem, og hvor man får lov at se jer, som I er." — Louise Wolff, journalist, Go' Morgen Danmark

Når kroppen fortæller sin egen historie

Der findes billeder af mennesker med handicap i danske medier. De fleste er taget udefra – med velvilje, men sjældent med nærvær.“Reclaim din krop” vender det perspektiv. Fotoudstillingen blev skabt til Uge 6– ugen for handicapbevidsthed – og stiller et enkelt spørgsmål: Hvordan ser krop, intimitet og repræsentation ud, når dem, det handler om, selv bestemmer billedet? De medvirkende unge definerer her, hvordan de vil ses og forstås.Ikke som cases. Ikke som diagnoser. Men som mennesker med kroppe, der er deres egne.

Udstillingen blev præsenteret i Go’ Morgen Danmark, hvor de unge selv satte ord på deres oplevelser og deres håb for en mediekultur med plads til flere slags kroppe.


Fra samtale til billede

Produktionen begyndte ikke med et kamera. Den begyndte med en samtale.
Hvad vil I vise? Hvad vil I ikke vise? Hvad har I aldrig fået lov til at vise? Herfra voksede konceptet – gennem dialog, idéudvikling og en fotografisk proces, hvor de unge var med i hvert valg, fra udtryk til redigering. Ikke fordi det er en metode, men fordi det er en måde at arbejde visuelt med mennesker, som ofte er blevet fortolket gennem andres blik.


Fra udstilling til klasseværelse

"Reclaim din krop” har siden været vist på DOKK1, Christiansborg, festivalen Krop og Kærlighed og hos Danske Handicaporganisationer. Men rækkevidden stopper ikke ved udstillingsvæggene. Fotografierne indgår i en undervisningspakke om krop, nydelse, grænser og rettigheder – distribueret til 400 institutioner og brugt af ca. 8.000 unge med handicap.

Som Astrid Siemens Lorenzen, en af de medvirkende, beskriver det:
"Billederne fremstår ærlige og stærke og viser en side af mennesker med handicap, som ofte mangler i offentligheden."

Produktionen er skabt i samarbejde med Sammenslutningen af Unge med Handicap, med særlig tak til Sofie Luise Krog for tilliden og det gode samarbejde.

Den vigtigste fortælling er den, man kan spejle sig i.

Næste case

Ved at klikke på "Accepter alle cookies" accepterer du lagring af cookies på din enhed for at forbedre webstedsnavigation, analysere brug af hjemmesiden og hjælpe med vores markedsføringsindsats. Se vores Privatlivspolitik for mere information..